Afbud
- Kan du ikke dømme en weekend, uge eller hverdag, skal du indtaste dit fravær på DBUnet senest 10 dage før fraværet afholdes.
- Dommervagten bedes benyttes af klubber og dommere i forbindelse med akutte aflysninger/afbud.
- Det er altså ikke ændringer/afbud til kampe i den efterfølgende uge, dommervagten skal kontaktes omkring. Her skal du kontakte din dommerpåsætter.
Åbningstider (gældende fra den 2. august 2021)
Mandag – torsdag kl. 16.00-19.15
Fredag kl. 15.30-19.00
Lørdag kl. 8.30-19.00
Søn- og helligdage kl. 8.30-16.00En aflysning/et afbud fredag efter kl. 15.30 til en kamp fredag, lørdag eller søndag i den pågældende weekend bedes meddelt dommervagten.VIGTIGT: Skriftlige henvendelser sendt fredag efter kl. 14.30 vedr. aflysning/afbud i weekenden kan IKKE forventes besvaret/håndteret af din lokale dommerpåsætter. Ha’ gerne kamp- og/eller dommernummer klar inden du ringer op, så går ekspeditionen lidt hurtigere.Dommervagt i hverdagen – også på tlf. 8939 9970
En aflysning/et afbud på spilledagen skal til hverdag også meddeles dommervagten.
Fra mandag til torsdag kl. 9.00-16.00 og fredag kl. 9.00-14.30 passes dommervagten af DBU Jyllands administration. Fra foråret 2021 er der indført hverdagsdommervagt man- torsdag i tidsrummet 16.00 – 19.15 (se åbningstider)
Din lokale dommerpåsætter skal kontaktes såfremt en aflysning/et afbud ligger indenfor 8 dages perioden (dog ikke på spilledagen) – find din lokale dommerpåsætter her.
Mødetid til kampe
Det er pålagt dommer og linjedommere, at møde i god tid før kampens begyndelse:
- Kampe uden linjedommere: senest 30 minutter før kampstart.
- Kampe med linjedommere: senest 45 minutter før kampstart.
- Kampe med linjedommere (under DBU): senest 60 minutter før kampstart.
Forsinkelser
- Dommeren skal være på spillepladsen i god tid for at foretage den nødvendig opvarmning, fairplay hilsen og lodtrækning m.m. inden kamptidspunktet.
- Tag evt. transportuheld og kødannelse i betragtning. Skulle uheldet alligevel være ude, skal den arrangerende klub omgående have besked.
- Klubberne har pligt til at vente 30 min.
- Såfremt et hold ikke er mødt til tiden, skal dommeren vente 15 min. før han kan forlade spille- pladsen.
- Har han ikke en efterfølgende kamp at tage hensyn til, skal dommeren dog være fleksibel m.h.t. ventetiden. Såfremt der er meddelt forsinkelse, skal dommeren vente længst muligt.
- Er dommeren impliceret i en senere kamp, skal den arrangerende klub orienteres om dette og selv skaffe dommer til den påbegyndte kamp, der afbrydes til fordel for den efterfølgende kamp.
Baneforhold
- Dommeren må kun aflyse kampen, såfremt han skønner banen er direkte farlig for spillerne.
- Manglende hjørneflag, streger og net i målet er ikke gyldig grund. Det kan evt. klares inden det fastsatte kamptidspunkt.
- Er forholdene ikke i forskriftsmæssig i stand, indberettes sagen til dommerklubbens formand.
- Godkendes banen af kampens dommer og der måtte forekomme opstillede ting udenfor banen eller, at banen har et underlag som afviger fra det normale skal spillerne udvise et passende adfærd.
Spillerantal
- En kamp kan ikke begynde, hvis et af holdene består af færre end 7 spillere. Udviste og skadede spillere tæller med.
Reserver
- Ethvert hold må stille med 3 reserver. Navnene på udskiftningsspillerne skal opgives til dommeren inden kampens start, og der må udskiftes under hele kampen.
- Udskiftning foregår under en standsning i spillet ved midterlinjen.
Fri udskiftning
- En udskiftet spiller kan genindtræde i kampen. (Gælder ikke i ynglinge og junior divisionen).
Påklædning
- De respektive holds spillere skal være ensartet påklædt undtagen målmændene. Frembyder to holds spilledragt så stor lighed med hinanden, at det efter dommerens skøn kan være vanskeligt at skelne de 2 hold fra hinanden, skal udeholdet skifte eller påføre sig overtrækstrøjer.
- Et holds anfører skal bære synligt armbind.
Spilletrøjer
- Dommerens trøjefarve er sort.
- Såfremt et hold bærer sorte trøjer, er det spillerne der skifter trøjer, ikke dommeren.
- Gælder dog ikke i DBU rækker.
- Såfremt hjemmeholdet stiller op i anden farve end den på DBUnet angivne hjemmebane farve overgår skiftepligten til hjemmeholdet.
- Det er ikke et krav, at der skal være numre på et holds spilletrøjer, men hvis der er, skal disse numre være forskellige.
Fod- beklædning
- Alle former for fodboldsko er tilladt, hvis lovens krav i øvrigt overholdes.
Benskinner
- Spillerne skal bære benskinner med passende beskyttelse i alle kampe. Benskinnerne skal ligeledes være HELT dækket af strømperne. Bliver dommeren gjort opmærksom på, at et af ovennævnte forhold ikke er i orden, skal den pågældende spiller bortvises, indtil forholdet er bragt i orden. Spilleren må ikke genindtræde før dommerens accept.
Hovedbeklædning, cykelshorts, undertrøjer m.v.
- Det er besluttet, at fodboldlovens krav om, at hovedbeklædning skal være sort eller samme farve som spillertrøjens mest fremtrædende farve, samt at “cykelshorts”, langærmede undertrøjer samt strømpetape, skal have samme grundfarve som bukserne/kortærmede spilletrøjer/strømper, ikke skal håndhæves.
Bolden
- Udeholdet kan have en mening, men i sidste ende er det hjemmeholdet der leverer og bestemmer hvilken bold, der skal spilles med, så længe den overholder kravene i fodboldloven.
Kreds- og pokalkampe
- Disse kampe skal afgøres.
- Evt. ved omkamp og straffesparks konkurrence.
- Ved omkamp trækkes lod på ny.
- Evt. tidsbestemte udviste spillere med tid tilbage af udvisningen, må først deltage i omkampen, når tiden er udløbet.
Spilletider i disse kampe er:
- DBU Jylland Herre- & damesenior, herreynglinge: 2 x 15 min.
- Øvrige kampe: 2 x 10 min.
- DGI alle kampe (11-mands): 2 x 10 min.
- Alle kampe ( 7-mands): 2 x 5 min.
Straffesparks konkurrence
- Straffesparks konkurrence startes med 2 lodtrækninger.
- Vinder af 1. lodtrækningen vælger hvilket mål der skal sparkes til.
- Vinder af 2. lodtrækningen vælger hvem der skal sparke først.
- Hvert hold får tildelt 5 straffespark, der sparkes af 5 forskellige spillere.
- Der sparkes skiftevis mod samme mål.
- Hvis det ene hold scorer flere mål, end det andet hold kan opnå, er konkurrencen slut.
- Er det uafgjort efter 5 spark, fortsættes skiftevis med ny mand fra hvert hold, indtil afgørelsen falder – lige mange skal sparke.
- Er det ene hold reduceret (skade – udvisning) kan modspillerne reduceres tilsvarende.
- Brug papir og blyant og hold alle uvedkommende af straffesparkskonkurrencen ude af banen.
- Alle spillere – undtagen sparkeren og målmændene – skal under konkurrencen opholde sig på banens midte.
- Evt. tidsbestemte udviste spillere med tid tilbage af udvisningen ved omkampens slutning kan ikke deltage i straffesparkskonkurrencen.
- Der kan ikke opkræves ekstra honorar m.m. i forbindelse med. omkampe og straffesparkskonkurrencer.
Særregler ungdomskampe
- U-10-11-12-13-14 piger og drenge og U-15 piger spiller med boldstørrelse 4.
- U-6-7-8-9 piger og drenge spilles med boldstørrelse 3.
- Øvrige spiller med boldstørrelse 5.
For U-6, U-7, U-8, U-9, U-10, U-11 og U-12 drenge-og pigekampe gælder følgende særregler:
- Ved målspark er det tilladt målmanden at sætte bolden i spil, efter at han/hun har fået fat i bolden, efter at den har været ude af spil. Ved frispark indenfor eget straffesparksfelt er det samme gældende, dog skal bolden have ligget stille på jorden et sted i straffesparksfeltet.
- Hjørnespark tages fra det sted, hvor straffesparkfeltets sidelinje møder mållinjen.
- Bolden skal ikke passere straffesparkfeltets grænse, før målmanden igen må spille bolden med hænderne.
- Det er tilladt målmanden at røre bolden med hænderne, når en spiller sparker eller kaster bolden til sin egen målmand, uanset hvorledes dette foregår.
- For U-13 drenge-og pigekampe gælder ovennævnte særregel om, at hjørnespark tages fra det sted, hvor straffesparkfeltets sidelinje møder mållinjen.
Advarsler
- Advarsler skal ikke indberettes. Der anvendes i stedet tidsbegrænset udvisning på 10 min.
- Der kan ikke gives 2 advarsler til samme spiller i samme kamp. 2. advarsel medfører udvisning for resten af kampen til spilleren (der vises først gult og dernæst rødt kort) og efter 10. minutter må holdet indsætte en ny spiller. Dette gælder dog ikke ved direkte rødt kort (her er holdet reduceret resten af kampen)
- Ved rødt kort skal indberetning ske til den pågældende union, hvorunder kampen hører. Husk at få oplyst spillerens navn og nummer.
Udvisninger / afbrydelse af kamp
- Husk i tilfælde, hvor en spiller udvises, skal dommerens indberetning være unionen i hænde senest 2 dage efter kampen. Der skal anvendes de udvisningsskemaer som forefindes på DBUnet.
- Skriv kun i feltet “bemærkninger” i særlige tilfælde.
- Ved bortvisning af trænere eller officials, skal dette også indberettes senest 2 dage efter kampen.
- Hvis kampen afbrydes før tid, skal der også foretages indberetning til unionen.
Protester
- Protester til dommeren angående bane eller for sent begyndelsestidspunkt m.m., skal nedlægges inden kampens start. (notér enkeltheder straks – stol ikke på hukommelsen).
- Protest mod evt. dommerkendelse skal ske til dommeren af anføreren umiddelbar efter kendelsen.
- Tag aldrig stilling til en protest, men overlad dette til unionerne.
- Unionerne vil i forbindelse med en protestsag udbede sig din udtalelse til protesten. Du har pligt til at udtale dig.
Din sikkerhed tæller
Skulle du være uheldig at opleve en episode, hvor du har afbrudt kampen på grund af vold eller trusler mod din person, kan du herunder finde hjælp og vejledning til at løse situationen optimalt. Det er vigtigt, at du bruger disse vejledninger, fordi du på denne måde sikrer, at du får den bedst mulige hjælp og beskyttelse. Skulle der opstå problemer eller spørgsmål, da kontakt et bestyrelsesmedlem, hellere for tidligt end for sent.
- Stands omgående kampen, hvis du bliver udsat for vold.
- Få spillerens navn og/eller nummer hvis det er muligt. Undgå kontakt med den pågældende spiller uanset hvor rolig han/hun må virke. Få informationerne fra klubansvarlige såfremt det er muligt.
- Få det andet hold til at aflevere et eller flere telefonnumre – de kan bruges som vidner.
- Notér om muligt nogle stikord herunder klokkeslæt, så du siden hen kan indberette det passerede så præcist som muligt.
- Ring straks til et medlem fra bestyrelsen og orienter om hændelsen.
- Kontakt læge / skadestue for at få registreret eventuelle følger af overfaldet.
- Du har samtidig mulighed for at få psykologbistand – du kan evt. drøfte det med formanden for dit dommerområde. Mere information her.
- Efter kontakt til læge / skadestue skal du anmelde hændelsen til politiet – bestyrelsen er behjælpelig i situationen, så kontakt straks et bestyrelsesmedlem
- Kontakt under ingen omstændigheder presse, tilskuere, øvrige spillere eller klubben efterfølgende.
OBS – OBS – OBS – OBS – OBS – OBS – OBS – OBS
- Bestyrelsen forventer du er klædt på med profiltøj når du ankommer og forlader spillestedet
- Bestyrelsen forventer du er klædt reglementeret på når du træder ind på fodboldbanen.
- Bestyrelsen forventer du er en god kollega og ikke kritiserer andre kollegaer.
- Bestyrelsen forventer du er i en god kondition og opretholder den.
- Bestyrelsen forventer du holder dig teoretisk opdateret og deltager i klubbens temaaftener.
- Bestyrelsen forventer du i alle kampe er forberedt og “oppe på mærkerne”
- Bestyrelsen forventer du opfylder dine økonomiske forpligtelser til klubben i rette tid.
- Husk så – der er sikkert mange, der er dygtigere end dig – erkend dette – men gør selv noget for at blive bedre.
- Ved adresse ændringer (dette gælder også mailadresser) bedes dette øjeblikkelig meddelt klubbens kasserer.